Tilmelding til BetalingsService

For at tilmelde en betaling til automatisk betaling via Betalingsservice skal der bruges tre forskellige oplysninger.

PBS nr., max 8 cifre
Deb.grp., max 5 cifre
Kundenr. eller betalingsident, max 15 cifre
Tilmelding kan ske i Netbank – enten i forbindelse med betaling af et indbetalings-kort eller via menuen Betalingsservice. Andelskassen kan også tilmelde betalinger til Betalingsservice.

Når du tilmelder betalinger til Betalingsservice, laver du en aftale med kreditor – fx dit forsikringsselskab – om at betalinger må hæves direkte på din konto, mod at du i forvejen adviseres om det på din Betalingsoversigt.

Betal dine regninger
Er en ny betaling tilmeldt Betalingsservice inden den 5. i en måned, vil betalingsaftalen sædvanligvis træde i kraft den efterfølgende måned. HUSK derfor at betale dine regninger indtil nye aftaler fremgår af din Betalingsoversigt med betalingsdato og beløb. Du kan sagtens tilmelde betalinger med ”skæve” forfaldsdatoer, da der kun hæves penge på din konto, når kreditor via Nets sender en anmodning om betaling fra din konto.

Betalingsfrist
Når du betaler regninger via Betalingsservice bliver beløbet altid hævet på din konto på forfaldsdagen. Du kan se datoen til venstre på din Betalingsoversigt.

Hvad ved vi?
Andelskassen kan kun se, hvem du betaler til – fx navnet på forsikringsselskabet – samt det beløb, der hæves på din konto. Vi kan ikke se, hvad du betaler for – fx specifikationen af dine forskellige forsikringer. Det er kun dig, der kan se det på din Betalingsoversigt.

Betalingsoversigten i e-Boks
Hvis du via Netbank er tilmeldt e-Boks og modtager kontoudskrifter fra Andelskassen i e-Boks, så vil din Betalingsoversigt også komme i din e-Boks. Du vil altså ikke modtage Betalingsoversigten på papir.

Vi anbefaler, at du via e-Boks tilmelder dig mail service på dokumenter fra Faster Andelskasse. Så vil du modtage en mail, hver gang vi sender post til din e-Boks.

Er du ikke tilmeldt e-Boks, kan du tilmelde dig via Netbank menuen i venstre side under e-Boks.

Kontrol er vigtigt
Det er vigtigt, at du sidst i hver måned foretager en gennemgang af dine betalinger på Betalingsoversigten. Det er både for at kontrollere, at alle forventede betalinger er med, og at beløbene er korrekte. Du kan også lave kontrollen i Netbank ved i menuen at vælge Betalingsservice. Her kan du allerede fem hverdage før den første se den kommende måneds betalinger.


Afvisning af en betaling
Ønsker du, at en betaling ikke skal gennemføres, eller at en betaling skal tilbageføres, kan du afvise betalingen via Netbank eller Andelskassen. Afvisning skal ske senest den 7. i betalingsmåneden. Er denne dag ikke en ekspeditionsdag, er fristen den første ekspeditionsdag derefter. Det vil kun være denne ene betaling, der ikke gennemføres – efterfølgende betalinger vil fortsætte uændret.

Afmelding af en Betalingsservice-aftale
Afmelding kan ske indtil to bankdage før næste betalingsdag og gøres enten via Netbank eller Andelskassen. Ved afmelding er det både den næste og fremtidige betalinger, der ikke gennemføres, og du vil i stedet modtage indbetalings-kort, der skal betales. Husk at opsige din aftale eller dit abonnement hos kreditor, hvis du ikke længere ønsker at være kunde..

Bilag til betalingsoversigten
Du kan også modtage separate bilag sammen med Betalingsoversigten.

Bilagene er fra den, du betaler til og kan fx være årsopgørelser, forsikringsoplysninger, slutopgørelser, fakturaspecifikationer, specifikation af forbrug, beløb mv. Et bilag vil altid følge en betaling, som fremgår af Betalingsoversigten.

I Netbank kan du finde bilaget i menuen Betalingsservice – ”søg bilag til betalinger”.

Modtager du Betalingsoversigten på papir, vil bilaget ligge i kuverten bagved Betalingsoversigten.
 

Til top

Bliv en gladere familie

Skift til Faster Andelskasse, så sørger vi for flytning og hvad der i øvrigt er relevant at få ordnet.
Læs mere her

Billige Boliglån 


Vi tilbyder lige nu
billige boliglån


Læs mere om
boliglån...klik her.